Oplevelser og følelser er i fokus, når en medarbejder starter i et nyt job. Forventninger, ønsker og drømme skal indfries hos begge parter – både medarbejderen og virksomheden.
Især de første 90 dage er afgørende for, at samarbejdet bliver en succes
Her finder du fire tips, som hjælper dig i den rigtige retning, når du skal onboarde nye medarbejdere.
#1 Få alle med
Når en nyansat i starten oplever et højt engagement fra kolleger og egen leder, vil han eller hun lægge en større arbejdsindsats og have en mere positiv tilgang til det nye job. Dette viste et studie baseret på 294 nyansatte. Kilde: Academy of Management, 2012
Samme studie viste, at hvis den nyansatte derimod ikke får svar på sine spørgsmål eller bliver guidet til hvem han/hun kan spørge, så øges risikoen for en utilfreds og uproduktiv medarbejder, som i værste fald er ude af døren igen efter 3-4 måneder.
Begår du denne klassiske onboarding fejl?
Nogle virksomheder har et onboarding program for nye medarbejdere og tror, at dermed er alt godt. Men her skal vi huske, at onboarding er andet og mere end formel træning. Ifølge Michael Falcon fra the Experience Academy kan onboarding defineres som:
“The design of what your new employees feel, see and hear after they have been hired.”
Vi skal med andre ord sikre den gode onboarding ved at trække på kolleger, samarbejdspartnere og egen leder, så alle er med til at sikre den gode oplevelse fra dag ét.
#2 Struktur giver bedre resultater
Om man anser 2, 3 eller 5 år for succesfuld fastholdelse, afhænger bl.a. af branche og jobtype. Fælles for alle er, at man kan øge fastholdelsen alene ved at have et struktureret onboarding program. (Et studie fra Wynhurst Group fra 2007 viste, at struktureret onboarding øger chancen for fastholdelse i mere end 3 år med hele 58%.)
Et struktureret onboarding program signalerer til den nye, at der er tænkt over tingene: Det siger: “Din indsats er vigtig. Vi har brug for, at du kommer hurtigt i gang.” Og det viser en professionalisme, som vil smitte af på den nyansatte.
Hvis din virksomhed ikke benytter en HRM eller LMS platform, kan du skabe et struktureret onboarding program i jeres kalendersystem, på et regneark eller helt ”old school” i print. Men struktur er ikke alt. Som leder gør du en enorm forskel, når du hyppigt tager kontakt til din nye medarbejder og viser, at du værdsætter vedkommende.
Det vil få den nye til at føle sig set, hørt og ikke mindst ansvarlig.
Forslag til indhold i et struktureret onboarding program:
-
Teknologi
-
Programmer
-
Udstyr
-
Arbejdsprocesser
-
Nøglepersoner
-
Produkter
-
Kunder
Men der er også nogle ting, som læres bedst på andre måder end gennem formel træning. Det gælder for eksempel jeres værdier og kulturen.
#3 Tænd gnisten med et buddy-program
Noget af det vigtigste at få kommunikeret effektivt (når vi taler onboarding), er jeres værdier – og en forståelse for jeres kultur.
Som mennesker er vi nemlig sådan indrettet, at vi præsterer bedre, når vi kan se meningen med det, vi laver: Vi vil vide, hvad vi kæmper for. En professionel buddy kan give indsigt i jeres værdier, mål og arbejdsgange. En professionel buddy fra samme afdeling kan især være en stor hjælp i dagligdagen, når den nye møder udfordringer i arbejdet.
Her kan et buddyprogram være en god idé. En mentor kan supplere jeres videoer, præsentationsmaterialer og personalehåndbøger med et mere levende perspektiv på virksomhedens værdier. Mentorprogrammet behøver ikke være svært eller dyrt at lave.
Styr uden om overbelastning og optimér alles tidsforbrug
Oveni dette kan en social buddy være en god idé ift. at få indsigt i kulturen i virksomheden. Denne buddy må gerne være fra en anden afdeling, så den nye medarbejder også oplever fællesskabet udenfor afdelingen. Og tiden kan blive brugt mere uformelt – og som et lille pusterum i hverdagen.
#4 Find balancen og TYVSTART hjemmefra!
Der findes ikke to virksomheder, som er helt ens. Og det samme gælder nyansatte. Onboarding kan ikke løses med en ‘one size fits all’ tankegang.
Alligevel er der rigtig mange elementer, som med fordel kan sættes i system – især den formelle træning.
Træning er som benzin for din onboarding motor. Og de virksomheder, som har effektiv onboarding er ofte kendetegnet ved, at de har en række korte forløb, som egen leder eller HR kan vælge til – alt efter hvilken jobprofil, der skal onboardes.
Onboarding tager tid både for organisationen og den nyansatte. Og det er ekstremt vigtigt at bruge den tid effektivt. Det handler om at finde den balance, som tilfører optimale værdi i din virksomhed: I nogle tilfælde kan e-læring være nok. Men ofte giver en kombination af e-læring, fysisk træning og buddy-programmer de bedste resultater.
Med e-læring kan kandidaten starte på sin træning via en digital, personlig profil, så snart kontrakten er skrevet under. På den måde er man allerede forberedt, når man møder på jobbet første dag. Det giver tryghed til den nyansatte og sparer tid for virksomheden.
Det er vigtigt, at hvert eneste element i en onboarding skal tilføre værdi til den nyansatte – og give denne en følelse og oplevelse af at komme godt fra start. Så derfor skal der altid være fokus på den nye medarbejder, ligesom vi fx fokuserer på brugeroplevelsen, når vi laver en hjemmeside – eller sikrer en god kunderejse for vores kunder.
Vil du gerne have mere viden om, hvordan du skaber onboarding, der virker? Så hent vores Onboarding-guide lige her: