Det er måske lidt hårdt sagt, men den gamle måde at lave e-learning på er død. Læs blogindlægget og lær hvorfor.
Var den seneste e-learning du prøvede, lige så spændende som en let forkølelse? Så er du ikke alene.
Mange associerer nemlig ordet ”e-learning” med et kedeligt, teksttungt og slavisk digitalt forløb man bare skal have overstået, så HR-chefen kan sætte et flueben ved ens navn, og man kan vende tilbage til sit ”rigtige” arbejde.
Denne opfattelse er desværre velbegrundet i mange virksomheder, og det sætter mit fag under hård beskydning.
Jeg vil give mine brugere LYST til at lære
Jeg har derfor altid haft den klare mission at revolutionere e-learning og ændre brugernes tilgang fra ”I have to” til ”I want to”. Med andre ord vil jeg give mine brugere lyst til at lege sig til læring – også gerne i fritiden – og ikke se det som en lektie.
I Learningbank har jeg fået mulighed for at arbejde sammen med et ungt og inspirerende team og udvikle cutting edge e-learning til meget forskellige virksomheder. Hver opgave er unik, fordi vi møder virksomhederne og medarbejderne på DERES præmisser. Det er læringskoncepter, som er SJOVE at udvikle – og SJOVE at bruge.
Den rute, som har ført mig til Learningbank, har været styret af søgen efter den perfekte kombination af leg og læring. Et par omveje som lærervikar og fodboldtræner gav mig indsigt i læringsteorier, og under min Cand. IT i Oplevelsesdesign specialiserede jeg mig for alvor i e-learning.
Efter en række konsulentopgaver og 3 år i Bang & Olufsen, hvor jeg fik lov at gennemføre en total transformation af virksomhedens e-learning strategi, er jeg både rustet og motiveret til at fortsætte med at gøre læring til en leg sammen med mit team i Learningbank.
Alle skal lære hele livet
Og det har aldrig været lettere at stille spændende læring til rådighed. Om vi kalder det e-learning, digital læring eller bare læring er ikke så afgørende. Bare vi er enige om, at de kedelige, teksttunge forløb hører fortiden til. Jeg er fast besluttet på at inspirere vores kunder til se, at læring ikke skal føles som en straf – men som en belønning!
Anders Juul, VP of Learning