Sommetider har man ikke muligheden for at sige fra, selvom man burde. Hvad gør man så? Ledere og specialister på ansvarstunge poster, kan lære kunsten at scenariebelyse!
En ledergruppe på 6 ledere følte sig presset og ingen kunne nå deres deadlines. Alle klagede over manglende trivsel og svage resultater. Så man deres pipeline viste det sig, at de havde 36 udviklingsprojekter!
”Hvad tror I der sker med medarbejdernes tillid til jer, når I sætter flere projekter i gang, end I kan gøre færdige?”
En af dem svarede, at han havde på fornemmelsen, at de blev opfattet som en inkompetent flok af ledere, der hele tiden sætter noget nyt i gang. Flere af de andre gav ham ret.
Så blev de bedt om at vurdere deres tidsplan realistisk: ”Ud af en normal arbejdsuge i drift, hvor mange timer af jeres uge, skal så bruges til udvikling? Hvor mange udviklingstimer har I reelt at gøre godt med?” Det blev starten på en ret ærlig diskussion, hvor gruppen blev enige om at prioritere de forretningskritiske projekter og fravælge resten.
Oplevelsen er ikke udsædvanlig for en ambitiøs og engageret topledelse: Alle vil gerne være proaktive og ingen har lyst til at sige fra!
Hvordan siger man fra på en konstruktiv måde?
Det handler måske ikke så meget om at sige fra. For når én leder i gruppen siger fra, kan det opleves negativt eller begrænsende. Derfor bør ledere undervises i at scenariebelyse! Kig på din pipeline. Og fortæl din topledelse eller lederkolleger om konsekvenserne af at lægge de og de nye projekter ind.
Det kan være, I skal tilføre ressourcer. Eller måske skal I fravælge nogle af opgaverne. I de allerfleste tilfælde kan du påvirke kursen til det bedre, når du har styr på dine fakta og kan scenariebelyse på en nøgtern og sober måde.